Kvækerne, også kendt som Vennernes Religiøse Samfund (The Religious Society of Friends), er en kristen bevægelse, der opstod i England i midten af 1600-tallet. Bevægelsen blev grundlagt af George Fox, som søgte en mere direkte og personlig tro uden præster, ritualer og kirkelige hierarkier. I dag finder vi også mening og værdi i andre trostraditioner og trossamfund.
For kvækerne drejer troen sig ikke om en bekendelse, men om en livsholdning, der praktiseres og udleves i hverdagen. Centrale træk ved kvækerne:
Det indre lys – kvækerne tror på, at Gud bor i hvert menneske, ofte kaldet det indre lys.
Lighed og fred – kvækerne har en tradition for fred, lighed og social retfærdighed. Mange kvækere var aktive i kampen mod slaveri og for kvinders rettigheder.
Stilhed og refleksion – møderne foregår i stilhed, hvor man lytter indad og taler, hvis man føler sig inspireret.
Enkelhed – kvækerne lægger vægt på enkelhed, sandhed og ansvarlighed, både åndeligt og materielt.
I dag findes der kvækersamfund over hele verden. I Danmark har der været kvækergrupper i over 150 år. Kvækerne arbejder blandt andet for fred, miljø og menneskerettigheder og har i Danmark været medstiftere af Mellemfolkeligt Samvirke.
Internationalt har kvækere støttet oprettelsen af bl.a. Amnesty International, Greenpeace og Aldrig mere krig. I 1947 modtog de engelske og amerikanske hjælpeorganisationer Friends Service Council og American Friends Service Commitee, Nobels fredspris for deres internationale hjælpearbejde til begge sider under krige.